Foredrag

Ti aktuelle foredrag ved Lars-Henrik Schmidt

Vælg din fangevogter med omhu!

Der har indsneget sig en næsten paradoksal situation mellem en neokameralistisk befolkningsomsorg fra statens side, som vækker minder om statsdannelsesprocesserne fra 1600-tallet, og så mislykkede selvomsorgsbestræbelser tilegnet ”empowerment” og ”enhancement”, der ufrivilligt henviser til individualiseringsprojektet fra slutningen af 1900-tallet.

Situationen handler tilsyneladende om civilsamfundets øjeblik, men man kunne fristes til at tale om ”servilsamfundet”, som et pågående socialpædagogisk projekt, der er i færd med at vælte den klassiske tillid til velfærdssamfundet. Statsapparaterne forekommer ’servile’ og forlanger af sine officerer, at de skal betjene borgerne frem for at fremstå som myndighedspersoner. Og det skal de tilmed gøre i kraft af deres personlige egenskaber.

Samtidigt skal deres ofre opføre sig som kompetente dette og hint, som i kraft af deres egen mægtighed ikke har brug for denne service. For ikke så længe siden skulle man passe sig selv, altså ’passe på sig selv’ og ’passe sig selv’. Nu skal man imidlertid drage omsorg om sig selv for at og ved at drage omsorg for andre. Porten til den anden går gennem ens selvforhold. Påvirkningen af den anden sker via den andens forhold til sig selv. Det er heri det paradoksale består. Det er heri det omhyggelige viser sig.

Du er min fangevogter, men jeg har selv valgt dig. Vær vidne!

En lærende hjerne i en lærende krop

Juvenals latinske vers om ”mens sane in corpora sano” er blevet folkeeje med Kaptajn Jespersens motto: ”En sund sjæl i et sundt legeme”. Det bliver hyldet som et demokratisk og æstetisk ideal, der skulle skrive sig tilbage til ”de gamle grækere”. At gøre noget gammelt – så gammelt at oprindelsen bliver mytisk – har imidlertid mistet sin henvisningstyngde nu om stunder. Faktisk skrev Juvenal ”orandum est, ut sit mens sane in corpora sano” (Man skal bede om at få en sund sjæl i et sundt legeme).

Foredraget former sig som en samtidsdiagnostisk analyse af de enkelte kategorier og deres konstellations idéhistorie. Tesen er, at sundhed er blevet til velvær, at vedligeholdelse og udvikling er blevet til optimering og performance. Kodeordet for træning er blevet læring. I dansk pædagogisk filosofi taler vi ikke om ”moral education” og ”physical education”, men vores praksis har på godt og ondt haft let ved at annamme mental træning og fysisk træning, mindfulness og wellness. Imidlertid viser den ny ”cultural and social neuroscience”, at vores ’plastiske hjerne’ ikke er en kommandocentral for det tænkende sind.

Den lægelige beslutningsproces

TESER:

A) Der prioriteres. Spørgsmålet er hvorledes. Prioriteter er præferencer, hvorfor de abonnerer mere på afgørelseskraft end på beslutningsdygtighed. Der begrundes efterlods, og regelfølge er afgørelses-aflastning. Der henvises til begrænsninger: Henvisning til bekostelighed er en henvisning til knappe ressourcer. Henvisning til grænser er kulturspecifikke (krænkelser, forbud, påbud, afståelser). Historisk eksempel: Taksering af legemsdele. Æstetisk eksempel: Usømmelig omgang med lig.

B) Den tekniske kunnen presser den faglige skullen, som igen suspenderer den etiske villen. – Den medicinske beslutningsproces udliciteres og fagpersonen bliver et vedhæng til det patologisk-industrielle-kompleks’ systemtvang.

C) Konflikten mellem systemtvang og personlig condiute er et tragisk forhold, som ikke kan bringes til ophør med traditionel etik (dyder og laster; ansvar og skyld; tillid og appel). Konflikten kan håndteres via respekten for forskellen til den anden (ærbødighed) – ikke via anstændighed og anerkendelse. Man kan ikke sætte sig i den andens sted; man overvejer en livssituation. Fortrydelsen er et vilkår ved praktisk-poetisk viden. Hvad betyder épistémologie? Epistemologi er en fordanskning af den franske betegnelse ‘épsitémologie’ som bruges om den historiske produktion af erkendelse. Det betegner en teoretisk praksis der er forskellig fra ‘theorie de la connaissance’, og fra ’epistemology’, ‘theory of knowledge’ og ‘Erkenntnistheorie’ og ‘Wissenschaftstheorie’. Det indbefatter således også ‘Wissenssoziologie’; vidensfeltet omfatter altså også det vi på dansk kalder ‘videnskabsteori’ og ‘videnskabshistorie’. Det handler om erkendelsesproduktion og betingelserne for erkendelsesproduktion. Den utraditionelle videnskabsmand, filosof og poetiker Gaston Bachelard (1884-1962)æres efterlods som grundlægger af en tradition, der er genkendelig i deltagernes optagethed af ‘la formation de l’ésprit scientifique’: Den moderne verdens fremmeste dannelsesproces.

Epistemologi

I det socialanalytiske perspektiv er epistemologi kategorien for den historiske vidensproduktion som sådan. Den overkommer en ontologi. Den har således altid allerede positioneret sit ja (1)til det erkendelsesteoretiske spørgsmål angående virkelighedens beskaffenhed og realitet: Ja, verden foreligger som erkendelig! Erkendelsens virkelighed står ikke udenfor, erkendelse finder sted. Problematikken angår således ikke det ontologiske spørgsmål om hvad virkeligheden er, men det epistemologiske spørgsmål om hvordan der faktisk produceres og er blevet produceret viden om verden ved at sige nej (2) til bestemte former for viden. Perspektivskiftet fra erkendelse til viden erstatter bevidsthedsfilosofiens spekulation med en socialfilosofi, der undersøger den faktiske vidensproduktion i samtiden og de historiske og sociale vilkår herfor – herunder acceptregler og vidensidealer. Som teori om den praktiske historiske vidensproduktion, dens produktivkræfter og produktionsforhold, er epistemologi – socialanalytisk set – problematiseringsform for et vidensfelt bestående af discipliner som A) videnspolitik, vidensidealer og videnskabsteori samt B) forskningsorganisation, forskningsteknik og forskningsetik.

Værdiernes triumf

Ved det seneste århundredeskifte skete der noget mærkeligt. Det skulle være den helt store nye begyndelse, men en besynderlig stemning havde bredt sig. Erkendelsen af at det moderne menneske forekom værdiløst bredte sig. Det nye århundredes eufori varede kun den ene nat som gik verden rundt og i bogstaveligste forstand viste globen, men også åbenbarede at globaliseringen egentlig er et teknisk anliggende, som hensætter det enkelte menneske som et vedhæng, der må spørge om det hører til og hvad der delagtiggør en i det skålende fællesskab, som er opdelt i menneskeskabte zoner. Chokket var ligeså kortvarigt som slurken men betuttetheden ligeså langvarig som tømmermændene. Ligesom puberteten tidligere varede en enkelt dag men har bredt sig til en livslang læreproces har dystymien bredt sig som værdikrise.I løbet af det forrige århundredes slutning var alskens kulturanalytikere blevet afæsket på spørgsmål fra politisk hånd: Hvilke værdi er de vi holder? Hvilke værdier inkarneres vores sammenhængskraft?

Ladet med vrede

Uro er over os, og uro slår ud i vrede. Det gør os utrygge. Problemet er, at meget tyder på, at det er kulturen, der er vredladen – ikke bare kammeraten ved siden af. Vreden slår uventet ud i skuddramaer mellem gadebander,overfald i busser, spontane tæskehold, fodboldvold, slagsmål på diskoteker og trusler og vold i skoleklasser. Vreden griber om sig og er ved at sætte sig igennem som et ubehageligt klima, hvor tiden er i røre, folk oprørte og alt af lave. Og hermed kan vreden meget vel blive et brændende problem fremover – ja, ligefrem blive samfundsproblemet for os.

Terrorisme er sindbilledet på vor tids vrede. Det afgørende er, at terrorismen – vredens ideologi – peger på, at vi har at gøre med selvretfærdig vrede. I en ny selvhellighedstjeneste ofrer terroristerne sig for at destruere andre menneskers trygge tilværelse. Vi er vidner til afskeden med forståelsen for almen retfærdighed. Et provokeret selvværd slår med andre ord alt for let ud i vrede og raseri i dag. Og mennesker grebet af selvretfærdighed er vanskelige at håndtere. Tidligere kunne vrede oprørere råbe: “I kan ikke overse os. Vis respekt, eller vi skal vise, at vi kan slå igen og ødelægge.”

I dag har mange opgivet appellen om almen retfærdighed og vil nu ‘blot’ i afmægtighed vise, at de stadig kan bestemme over andres liv. Magtdemonstrationen i sig selv tager over. Man bliver en vredladen rebel, der kun henviser til sig selv: “I skal ikke overse mig!” Vreden opstår, når den enkelte person ikke oplever, at han betyder nok. Et af de bedste eksempler er vor tids vrede unge mænd. Vi møder dem fx om udtryk for en fejlslagen integrationspolitik. De forskellige forklaringer på miseren kender vi: Det er deres egen skyld, fordi de insisterer på at forblive fremmede. De klarer sig ikke godt nok i test. Erhvervslivet vil ikke tage dem ind.

Om Lear-komplekset

Feminiseringen af kulturen har åbnet en plads, og faderen – nu forstået som den traditionelle form for magt, autoritet og suverænitet – har sat døtrene fri til at indtage den, når situationen opstår. Tendentielt abdicerer den klassiske suveræn og overlader scenen til den personlige suverænitet, som døtrene ikke er sene til at indtage – med faderens velsignelse vel at mærke. Dermed står vi med en anderledes politisk forvaltning.

Faderens magtpolitik (befolkningsomsorg) og døtrenes biopolitik (personomsorg) mødes i abdikationen. Noget nyt må til som er anderledes end alliancen mellem mødrene og sønnerne, der hidtil har kunnet matche faderautoriteten i den strid om suverænitet, som kaldes politik. Dette er Learkomplekset og det er en generel tendens. Med dette in mente kan man diagnoisticere magtens transformation i samtiden og hævde, at den maskuline præference for ’at sejre’ viger for den feminine præference for ’ikke at lide nederlag’. Man kan som socialanalytiker hævde tesen, at dette er velbegrundet under det moderne vilkår som præger den samlede sociale formation fra personplanet, over institutionsplanet til samfundsplanet.

Om talentet

Tidligere fandtes der ikke nogen læringsteoretisk diskussion om talentet. Det var meget lidt forskning, da ideen var, at talentet kunne klare sig selv, hvorfor pædagogikken og didaktikken skulle koncentrere sig om de manges problem og om de få sig havde svært ved at klare sig. I dag ser det imidlertid ud til at de er betydningsfuldt at se på de velbegavede situation. Imidlertid kan det være nødvendigt at sondre relativt skarpt mellem æstetikkens geni, filosofiens talent og pædagogikkens begavelse.

En undersøgelse kræver:

A: Først idéhistorisk refleksion

B: Dernæst en pædagogiske diskussion

C: Siden om en redegørelse for forvaltning af talent.

Jeg skal foreslå således foreslå følgende teser:

1) Det er markant forskel på geni, talent og begavelse

2) Der er større forskel blandt sammenlignelige talenter indbyrdes end mellem talenter og ikke talenter

3) Man skal koncentrere sig om ’forskellen der gør forskellen’ (de små forskelles narcissisme).

Om nypuritanismen

Den omsiggribende nypuritanismens nedlandenhed vis a vis vulgariteten trives bedst i kampen mod den æstetiske forurening. Drømmen klarer sig bedre end rusen, selvkontrollen bedre end selvfortabelsen foran køleskabet, de dårlige vaner og baren. Det promiskuøse skal bekæmpes i velværet navn. Men man behøver ikke skabe foreninger eller menigheder for at iværksætte denne kampagne til personskabets beskyttelse. Det er det, vi har smagsudøvelsen til, det er det, vi har værdisættelsen til; og Gud nåde og trøste dem der ikke har råd til at springe på vognen, for fattigdom er da det mest uæstetiske, man kan tænke sig – ikke sandt?

Og så er man som aktivist og ngo-er for den ny gode smag tilmed beskyttet mod at stilen bliver så overrendt, at den kan forveksles. Jeg er ikke interesseret i, at den skal erobres af alle og enhver, thi det vil sende mig ud på endnu en distanceringsbestræbelse. På denne måde bliver solidaritet til raffineret tålsomhed og overbærenhed.

Humor mod krise

Den anti-depressive æra er over os. Det viser sig ved, at vi patologiserer snart sagt ethvert tilløb til tristhed. Eller sagt på anden vis, så fordriver vi den lidelse, der siden antikken har været det melankolske temperaments tro følgesvend. I dag er det normen, at vi skal være opstemte, udadvendte og positive. Det høje humør bliver dermed et redskab og en ny type af høflighed, vi henviser hinanden til at bruge, når tingene bryder sammen for os: For eksempel når vi erfarer tab – tab af ægtefælle, af job eller af kæreste.

Det gode humør er kommet i høj kurs i det moderne velværesamfund. Det hænger sammen med, at vi er blevet mindre tålsomme over for fænomener som alenehed og sorg. Det er fænomener, som vi tidligere i historien anså for normale og private fænomener, som vi havde høflig omgang med. Humoren som redskab og ny høflighed og om udvikling fra velfærd til velvære, fra nedtrykthed til depression, fra alenehed til ensomhed