Video

Film om Lars-Henriks bog Kostelige Kvinder

På sin 60-års fødselsdag har Lars-Henrik Schmidt valgt at spejle sig selv i forhold til, som han skriver: ”min farmor, min mor, min datter, mine søstre, mine koner, veninder, elskerinder, svigere og professionelle”. Hans personlige bog Kostelige kvinder udkommer 27. august 2013 med positive kvindeskikkelser på stribe, og det kommer vel at mærke fra en mand, som rødglødende feminister et år kårede som ’årets pikhoved’.

De konkrete kvinder i filosoffens eget liv inddrages bl.a. i en historie, hvor kvinden efterhånden individualiseres i egen ret som arbejdskraft, men hvor hun også ender med at betragte sin forkønnelse og identitetslængsel som et slidsomt arbejde.

For mændene i den samme periode skal udfordringen vise sig at blive en anden, fx i det professionelle forhold, ”fordi de fleste mænd hælder til den mandlige illusion og identificerer sig med beslutningskompetencen, hvorfor de i al sin banalitet får det svært med kvindelige overordnede”.

Og kærligheden? ’Elsker du mig?’ fremstilles i bogen som et større filosofisk spørgsmål end ’Hvad er mennesket?’ eller ’Hvad er sikker viden?’.

Schmidts erindringsglimt peger frem imod en ny epoke med forskubbede hierarkier og konfliktlinjer: ”De unge kvinder tager ansvar, og de gamle mænd ser til. De har åbenbart nemmere ved at overlade roret til døtrene end til konerne og sønnerne. Og det er en historisk tildragelse, hvis effekter vi endnu kun har set fligen af.”
Filmen er produceret for U Press af Birgitte Langsted (interview, klip) og Rasmus Stampe Hjorth (fotograf, lydmix og colorgrade).